Det Våde Får

Lokalt håndværksbryggeri

På Græstedvejen lidt skjult bag træer ligger Tolykkegård.
Tolykkegård er økologisk drevet af Henrik og Marianne, som har haft gården i 28 år.
I starten lå fokus på brødhvede, kvæg, grise og får, men i de sidste 8 år har passionen primært været på, at malte, og brygge øl på eget korn til deres bryggeri Det Våde Får.
Tolykkegård har over 18 hektar marker, det er her dyrene græsser og at der dyrkes forskellige typer maltbyg til øllet, byggen bliver tørret og maltet på eget malteri, det er fra jord til bord.

På en dejlig septemberdag var vi ude og hilse på Henrik og Marianne, hvor vi fik en rundtur på gården.
Vi så ølandshveden, bistaderne, humleplanterne, og æbleplantagen, hvor de sødeste små hængebugsvin løb rundt, og selvfølgelig det vi var kommet for, nemlig at se bryggeriet.

”Øl der fremmer nærvær, hygge og latter samt inspirerer til samtale om gode råvarer, og lokalt producerede fødevarer”
Det er ord man kan læse på deres hjemmeside og som matcher 100 % vores ambition i Gilleleje Brugsforening, nemlig at gøre vejen fra jord til bord kortere og mere bæredygtigt.

Bryggeriet Det Våde Får
Bryggeriet har Henrik der er ingeniør selv bygget og udvidet med tiden, efterhånden som hans øl blev mere og mere efterspurgt.
Henrik brygger alle slags øl: Sæson øl, lette sommer øl, helt mørke øl, og endda syrlige øl. Og selvfølgelig en dejlig julebryg. Her brygges omkring 8500 l øl om året, hvilket svarer til ca. 17 000 flasker.

Hver flaske har det fedeste design, som altid er gennemtænkt og med en titel man husker.
Vi kan nævne Broder Tuck, Jul på farmen, påskevædder, Framboise, Sorteper osv.
Der er omkring 25 faste øltitler og ambitionen er at udvikle 5 nye årligt.

Bonusinfo:
 Udover maltbyg og tritikale, dyrker man på Tolykkegård også Ølandshvede, som bliver hentet af Nordsjællands Fællesmølleri, hvor Henrik er andelshaver og bestyrelsesmedlem.
Når du køber en pose mel fra Nordsjællands Fællesmølleri, så kan du bag på posen se, præcis hvilken Nordsjællandsk gård kornet i posen kommer fra.
Et lækkert melsortiment vi selvfølgelig er forhandlere af.

Vi glæder os især til at få de syrlige øl Framboise og Bromboise, når det bliver sæson.
 De er nemlig tilsat koldpresset hindbærsaft fra vores bærproducent Lisbet og Torben Bo fra Rokkedyssegaard.

Det hele går op i en højere enhed og giver mening.
I Gilleleje Brugsforening har vi mange dejlige partnerskaber med lokale producenter, og med Det Våde Får er der flere ting der hænger sammen, en cirkel er fuldendt.
At deres øl så også smager godt, og er brygget med kærlighed og passion, gør bestemt ikke noget.