Hvem elsker ikke is?
Vi elsker vores samarbejde med vores
lokale leverandører, og hvorfor så ikke kunne tilbyde vores kunder en
fantastisk is, lavet på et ismejeri meget kort fra butikken!!
Gitte som selv laver isen, bor med sin mand på Kollerødgård, som er en besøgsgård
og et ismejeri.
De har omkring 120 køer og er med i Arlas dyrevelfærdsordning ”hjertemælk”
Gården drives konventionelt, men køerne fodres GMO frit og de er på græs om
sommeren.
Dyrevelfærd, bæredygtighed og spis dansk er nogle af de nøgleord der
ligger Gitte meget på sinde.
Idéen om isen fra egne køer har eksisteret længe, og i 2012 gik Gitte i gang med projektet.
Hun fandt den helt rigtige ismaskine, og
hjemme i det store produktionskøkken i deres festlokale gik hun i gang med at
eksperimentere.
Historien er mælk.
Mælken fra deres egne køer er hovedingrediensen.
Mælken bliver pasteuriseret men homogeniseres ikke, det er med til at give isen
en dejlig rund smag, uden at være fed, da fedtprocenten kun er på de 4,5 % der
naturligt er i mælken.
Massere af frugt
Gitte bruger rigtig meget frugt i sin is, helt op til 37 % frugt er der i de varianter,
hvor de bruger frisk eller frossen frugt.
Smagsvarianter
Gitte laver omkring 30 forskellige is.
Rabarber, citron verbena, brombær, granatæble, lakrids, baileys, vanilje,
chokolade, mango, nougat, stracciatella, cookie, og et utal af andre varianter.
Sortimentet skifter alt efter sæsonen, nogle varianter er testere og andre er
fast i sortiment, men når Gitte får en ide til en smagsvariant, er hun ikke
bange for at kaste sig ud i det.
Bæredygtigt
Sukkeret er selvfølgelig fra danske
sukkerroer, det giver sig selv.
Men det der kendetegner Gittes is er at:
- Hyldeblomsten er fra egen have/marker.
- Brombærrene er plukket i hegnet omkring egne marker.
- Citron verbena er fra det lokale Gartneri Klostergården (som vi i øvrigt også
bruger)
- Rabarber er fra egen have.
- Mynteisen er lavet på pebermynte fra eget krydderurtebed.
- Cookieisen, er med hjemmebagte cookies, fyldt med lækker chokolade og
valnødder.
- Nougatisen er med hjemmelavet mandelkrokant.
Det er lige i vores ånd, og det vi rigtig gerne vil i vores Forening:
Bæredygtigt, fra jord til bord, lokalt, kvalitet, nyskabende.