Gilleleje bryg

Velsmagende økologisk øl, med navne der relaterer til området, de fortjener at blive smagt.

Vidste du at vi her i Gilleleje har vores egen øl, nemlig Gilleleje bryg

De bliver alle brygget på gårdbryggeriet i Herslev.

VI BRYGGER TÆT MED NATUREN.
Drømmen om at brygge ordentlig øl, med råvarerne fra Herslevs marker og haver, startede i 2004, da landmanden Tore Jørgensen startede et bryggeri på sin gård. Nu består Herslev Bryghus af en håndfuld bryggere og ølbønder, sælgere, køkkenfolk, ølkuske og kontormus, der alle arbejder dagligt blandt bygmarkerne. Vi samarbejder både med naturen og med små lokale kræfter for at brygge øl, der smager af fællesskab og de rene råvarer. Vi tror på fuld transparens i processen og råvarer, der kan smages og spores helt ned til det sidste frø. Det er smagen af Herslev.

Vi har foreløbigt 7 slags, vores medarbejder Christian er en stor ambassadør, og her er et par udtalelser fra ham:

BOLVÆRKSMATROSEN:” Frisk og sprød pilsner, en rigtig tørstslukker”
På værtshusene i Gilleleje flokkes bolværksmatroserne om baren.
Her er en øl udviklet specielt til dem.

FISKERPIGENS SANG:” Forfriskende hvedeøl med en smule sødme og lækkert blødt skum”
Fiskerpigens sang blev sunget for første gang i 1957 af Grete Klitgaard. Teksten handler om en ung kvinde der venter på sin sømand. Han er draget ud på de store have, men i en storm går skibet ned.
Netop som hun tror han er druknet, går døren op.
Måske er historien om en Gilleleje pige og hendes elskede sømand.


FYRMESTER FABER:” Mørk porter med noter af lakrids og/eller chokolade alt efter serveringstemperatur”
Mens kong Frederik 7. I sommeren 1850 udgravede Søborg slotsruin, boede grevinde Danner hos fyrmester Vilhelm Faber på Nakkehoved Østre fyr, og konken kom ofte på besøg.
Her fik han vel et godt glas øl efter dagens møje ved den støvede udgravning.

OSTINDIEFAREN:” Pale Ale med masser af fylde, lidt bitterhed og god humlearoma”
Tremesteren Cronborg, som sejlede på Ostindien, strandede i 1797 på hvad der herefter kom til at hedde Ostindiefarerens grund ved Gilleleje Flak 2.5 km ret nord fra havnen.
Lidt uheldigt for det var en fisker fra Gilleleje, som var lods ombord på skibet.

PÅSKEBRYG (I SÆSON):”Ipa med masser af humlebitterhed og aroma. Lækker forårsøl til påskebordet
Påskebryggen blev oprindeligt udviklet af munkene på Nordsjællands klostre for at hjælpe dem igennem forårets fastetid.
I den periode måtte de nemlig ikke spise.


RØDE MOR GRIB:” en lækker Red Ale med god maltfylde og en rund eftersmag - vores absolut mest populære model.”
Vejen til Gilleleje sydfra går gennem Gribskov. Tidligere var det ikke ufarligt.
Ved landevejen ligger en jættestue, som kaldes ”Mor Gribs Hule” sagnet fortæller at den var bolig for den rødhårede troldkvinde Mor Grib.
Hun skulle have lokket vejfarende til sig ved at fløjte, hvorefter hendes sønner dræbte og udplyndrede dem.


JULEBRYG(I SÆSON): ”Den læner sig lidt op af Røde Mor Grib, men med noter af varme krydderier der passer fantastisk til julefrokosten, anden, flæskestegen eller til bare at nyde på en kold aften”
I begyndelsen af 1900 tallet lå der et lille bryggeri på Gilleleje Hovedgade 13. Bygningen ligger der endnu.
Bryggeriets hovedprodukt var hvidtøl, men til jul bryggede Waldemar Bjørnsen en lidt stærkere øl, der bedre passede til den kraftige julemad.

Bonus info: På restaurant Bolværket er det selvfølgelig også Gilleleje bryggen, der flyder ud af hanerne.

Læs mere her:
https://www.gilleleje-bryg.dk/