Schumachers

Krydderbrændevin

Dan Schumacher har lavet brændevin i 20 år, de sidste 13 år hjemme i Helsinge.

Dan er udlært kok og det var i den tid, at han udviklede og skabte Schumachers chili/citron brændevin, oprindeligt som en moderne krydderbrændevin til et moderne smørrebrødskort.
Den blev med det samme en bestseller, siden har han udviklet og skabt et hav af brændevine med kvalitet og udsøgt smag.

Dan´s mission har fra start været, at skabe en moderne brændevin til det moderne køkken.
I dag er Schumacher brændevin et kendt navn på de klassiske frokost restauranter, og bliver også brugt som ingrediens i cocktails landet over, og leveres desuden også til top restauranter i hele landet.

Nu kan du altså også finde Schumachers brændevin i SuperBrugsen Gilleleje.

Vi startede ud med chili/citron, valnød, kirsebær, hyldeblomst, porse, Ny Dansk og rosmarin, og siden er der komet mange flere varianter til.

Vi har været ude og hilse på Dan og se hele produktionen, en utrolig engageret og dygtig håndværker der brænder for det han laver.
Hos Schumacher forgår alt økologisk: Han dyrker, høster, plukker og fadlagre selv.

Valnødder, dildkroner mm er dyrket på det økologisk drevet Svanholm gods, hvor Dan selv står i gummistøvlerne og plukker, selv hveden er lokal.

Det er en helt ny befriende måde, at få sin brændevin/ snaps på til de traditionelle frokoster.
 Vi smagte valnød, kirsebær, rosmarin, og Ny Dansk.
Ny Dansk er en brændevin, som Dan har udviklet på opfordring af jægere, som et alternativ til Gammel Dansk og er derfor også en god morgenbitter.

 Missionen om at introducere en ny måde, at tænke snaps på, er i den grad lykkedes og har man først smagt en fra Schumacher´s vender man aldrig tilbage til Rød Aalborg.

Endnu et fantastisk samarbejde, med en lokal producent som er helt i tråd med vores engagement i Gilleleje Brugsforening.